Børnebog om sex deler vandene
Facebookbrugere raser over 40 år gammel børnebog
For godt 40 år siden skrev børnebogsforfatteren Per Holm Knudsen fra Hammel bogen "Sådan får man et barn". Nu er den pludselig omdiskuteret på internettet.
Bogen handler - som titlen indikerer - om, hvordan børn kommer til verden:
- Jeg ville gerne lave en seksuelt oplysende bog for børn, forklarer Per Holm Knudsen.
Bogen er udgivet i 12 lande verden over og har levet et godt, og stille liv. Det var lige, indtil tegningerne ramte Facebook - så tog den en tur mere rundt om kloden.
150.000 delinger på Facebook er det indtil videre blevet til - og ikke alle er lige begejstrede for animeret nøgenhed i børnebøger:
- Det er IKKE, IKKE for børn, skriver én facebookbruger.
En anden bruger forsvarer bogen med:
- Hvorfor ikke?
Uanset, hvad man mener om bogen, så har det i hvert fald betydet, at bogen for alvor har fået omtale.
Da den blev udgivet kostede den en dollar i Australien og 40 cent i England. I dag koster et nyt, dansk eksemplar hundrede kroner, mens de første, oprindelige bøger er sat til salg på nettet, og priserne er strøget i vejret.
Op til 12.000 kroner koster et brugt eksemplar:
- Det er mærkeligt pludselig at være blevet kult. Det havde jeg ikke forestillet mig, griner Per Holm Knudsen.
I indslaget øverst på siden kan du høre mere om børnebogen og se de illustrationer, der har skabt røre på internettet.