Løb efter tyv og blev slået
En ansat i en forretning i Viby fik et slag i ansigtet, da han ville tilbageholde en butikstyv
En ansat blev slået, da han forsøgte at tilbageholde en butikstyv lørdag.
Episoden fandt sted mod en forretning på Hasselager Centervej i Viby ved Aarhus klokken 16.30.
- Der kommer en mand ind i forretningen og tager et kontantbeløb og stikker af, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi.
Men det ville en af de ansatte ikke finde sig i:
- En af de ansatte følger efter ham og forsøger at tilbageholde manden udenfor. Men manden får sig vristet fri og slår den ansatte i ansigtet.
Butikstyveri blev til røveri
På den måde blev tyveriet til et røveri:
- Det er jo, da han slår ham, at det udvikler sig fra et tyveri til et røveri, forklarer vagtchefen.
Den ansatte fik nogle knubs efter slaget.
Politiet har ikke anholdt nogen i sagen, så har man oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde frem til røveren, hører de meget gerne fra én.
Gerningsmanden beskrives som en mand, tyrkisk af udseende, i starten af 30'erne, omkring 175 cm. høj, almindelig til muskuløs af bygning med kort, sort hår. Han var desuden iført en hvid tanktop.
Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på tlf: 114.