Northside er foran tidsplanen
Der er udsolgt, og festivalpladsen er godt på vej. I weekenden begynder Northside festivalen
Der er udsolgt af partoutbilletter til årets Northside festival, og man nåede det lige.
For festivalen begynder på fredag.
- Det er rigtig fedt, at vi nu har udsolgt, for så ved vi, hvor mange der kommer, og vi behøver ikke sælge billetter i døren. Nu kan vi lægge marketingdelen på hylden og fokusere på festivalpladsen, siger talsmand John Fogde til tv2oj.dk.
Der bliver cirka 35.000 mennesker inklusiv frivillige på festivalpladsen.
Og netop festivalpladsen bliver der arbejdet på i øjeblikket, og John Fogde, der selv er på stedet, da TV 2 | ØSTJYLLAND fanger ham over telefonen, melder om et flot tempo.
- Vi er foran tidsplanen, og jeg tror, at vejret har været en kæmpe faktor. Når det behandler os, som det gør nu, er det alt andet lige noget nemmere, siger han.
Mens det festivalområdet med de to store scener i store træk vil ligne sidste års festival, bliver der lavet om på den lille scene, P6 Beat-scenen.
- Det vil være den festival indtil nu, der kommer til at minde mest om sin forgænger, men der kommer alligevel store forandringer ved P6-Beat-området, siger John Fogde, der ikke mener, at området fungerede optimalt sidste år.
- Scenen og overdækningen var fantastisk, men området var ikke så fedt, som vi havde håbet på, så det får en masse kærlighed, siger han.
Northside løber fredag til søndag, og der er stadig endagsbilletter til søndag i salg.