Gratis net i DSB-tog
DSB lover frit, gratis og forbedret internet på togturen i hele Danmark
Nu bliver det gratis for alle togrejsende at gå på nettet for at se en film eller ordne arbejdet på vejen hjem til familien eller frem og tilbage fra job.
DSB lover nemlig gratis internet til alle rejsende med DSB i togene af typen IC3, IC4 eller IR4.
Samtidig bliver forbindelsen opgraderet fra 3G til 4G.
- Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder en bedre løsning, der dækker væsentligt mere af landet. Vi ved fra kundeundersøgelser, at det er et højt ønske, som vi nu kan tilbyde langt flere af vores kunder, siger Susanne Mørch Koch, der er direktør for DSB Kommerciel i en pressemeddelelse.
Falder på et tørt sted
Tidligere har det kun været muligt at have frit internet mellem Aalborg og København, men tirsdag kunne DSB altså glæde sine kunder med nyheden om gratis og forbedret internet for alle rejsende i hele landet.
Den gode nyhed falder da også på et tørt sted.
Passagerer kører stadigvæk i gamle IC3 tog, fordi de omdiskuterede IC4 tog stadig holder parkeret ved Godsbanen i Aarhus. En milliard-skandale DSB har haft svært ved at slippe positivt ud af.
Derudover er kunderne knap kommet sig over det sidste måneders sporarbejde over Fyn. Sporarbejde, der medførte masser af forsinkelser for de rejsende, som i ferier og helligdage har forsøgt at komme til Fyn eller København til tiden, og som har måtte skifte med bus på flere strækninger.
Sidste år sløjfede DSB også sin servicevogn i togene, så det ikke længere var muligt at få en kaffe eller stille den lille sult.
Øget hastighed - begrænset adgang
Sammen med det gratis net, bliver hastigheden øget. Men det vil ikke betyde at den bliver ubegrænset.
Derfor opfordrer DSB kunderne til at udvise god net-adfærd. Forbindelsens kvalitet er nemlig ikke egnet til at streame film eller downloade tunge filer. Derfor lyder opfordringen til kunderne: download den gode film hjemmefra - og det samme gælder for den digre rapport, der skal læses på togturen.
- Ved at dele forbindelsen på denne måde, så er der større chance for, at alle kan få forbindelse på rejsen, så de eksempelvis kan svare på mail og surfe på nettet. Især på de fyldte myldretidstog er der brug for at deles om nettet, så flest muligt får glæde af det, understreger Susanne Mørch Koch.
Den gode net-adfærd vil ikke ændre på selve netdækningen på de forskellige strækninger rundt om i Danmark. Flere steder vil man stadig støde på manglende dækning og afbrudt surferi på nettet.
Den problematik har DSB dog fortsat fokus på at få løst i samarbejde med de relevante parter, skriver de.
- Vi kommer ikke i mål med vores internet-ambitioner med denne opgradering, det vil kræve større kapacitet, end udbyderne kan tilbyde lige nu. Vores tests viser, at opgraderingen til 4G generelt har forbedret hastigheden på forbindelsen, så kundernes oplevelse bliver bedre end tidligere. Men der vil fortsat være forstyrrende huller i internetdækningen undervejs, siger Susanne Mørch Koch.