Skoleleder: Hold ferie i ferien
Skoleleder kommer med opråb til forældrene
Hold ferie, når skolen holder ferie.
Sådan lyder beskeden fra Jens Bay, der er skoleleder på Højvangskolen i Horsens, til skolens elever og forældre.
Skolelederen har sendt en besked ud til forældrene, hvor han kommer med 10 forældrebud, som skal sikre, at børnene lærer mest muligt.
- For øjeblikket kører eleverne på Højvangskolen sådan groft sagt i 3.-5. gear, når det gælder arbejdsindsatsen. Men vi skal helt op i 6. gear, og det skal disse henstillinger til forældrene bane vejen for. Ferie og fridage i skoletiden har høj prioritet på listen over de 10 bud, fordi forældrene - ved at afvikle ferie eller bede om fridage i skoletiden - sender et signal til deres børn om, at skolen - og dermed læring - ikke er så vigtig, siger Jens Bay i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
- De 10 bud skal ikke betragtes som skældud, men det er en alvorlig appel til forældrene. Mit formål er at forstyrre, og hvis det medfører, at jeg kommer til at fornærme nogen, så gør jeg det gerne. Det er klart, at jeg med disse udmeldinger om krav og forventninger udsætter mig selv for et kritisk blik, men det er netop formålet. Mit håb er, at de 10 forældrebud også vil afføde reaktioner fra forældrene i forhold til, om skolen selv gør det godt nok, siger Jens Bay.
Lærerne støtter op
Peter Holmgren er lærernes tillidsrepræsentant på skolen, og han støtter op om skolelederens opråb til forældrene.
- De 10 forældrebud er et godt signal til forældrene, som lærerne hilser velkomment. Vi bruger i forvejen meget tid på at diskutere med forældrene om det rimelige i, at deres børn skal have fri til for eksempel at prøvesidde en saddel til en hest eller tilbringe tid med en nyanskaffet hundehvalp. Og det er lærerne, som står med ansvaret og efterslæbet, når elever - efter fravær - mangler viden, oplæg eller materialer, der hindrer deres videre arbejde. Som det er nu, opfordrer vi forældrene til at lade deres børn følge undervisningen, men med støtte ovenfra vil det helt klart blive nemmere for os at håndhæve reglen om mødepligt, siger Peter Holmgren.
De ti forældrebud til forældrene til de 750 børn på Højvangskolen:
- Sørg for mad og søvn
- Fremmøde og til tiden
- Hold ferie, når skolen holder ferie
- Fortæl at læring er det vigtigste i livet
- Vis, at læring er det vigtigste i livet - også ved de ældre elever
- Brug tid på trivsel
- Brug tid på mestring og tillad moderat modgang
- Vær gerne kritisk mod skolen - men hold børnene udenfor
- Hold øje med jeres barns digitale verden
- Vær også jer selv