Brand på fjernvarmeværk
Farlige trykflasker havnede i lokal sø
Gnister fra en vinkelsliber var torsdag eftermiddag årsag til en brand på et fjernvarmeværk i Kjellerup.
Manden, der betjenede vinkelsliberen, var ikke klar over, at nogle gløder var havnet på gulvet, hvor de senere antændte noget savsmuld. Han var i stedet gået til pause.
Branden blev til gengæld opdaget af nogle personer, der befandt sig uden for fjernvarmeværket. De kunne se, at der kom røg fra bygningen.
Se flere billeder fra branden på localeyes.dk
Silkeborg Brand & Redning modtog alarmen kort efter kl. 12.30. Brandvæsenet rykkede ud med i alt ni mand.
- Ilden havde fået fat i noget træ, en dunk med diesel samt noget savsmuld. Det værste var dog, at der befandt sig to trykflasker i det område, der brændte, siger indsatsleder Allan Riisberg til tv2oj.dk.
Det lykkedes hurtigt for brandvæsenet at slukke flammerne. Til gengæld var brandfolkene nødt til at tage ekstra forholdsregler i forhold til de to trykflasker.
- Trykflaskerne er ekstremt farlige, hvis de udsættes for høj varme. De skal derfor køles ned. Vi valgte at køre dem ned til en sø i en gravko. Dér blev de lagt i vandet, siger indsatsleder Allan Riisberg.
Fjernvarmeværket på Agertoften i Kjellerup fik kun begrænsede skader. Rummet, hvor branden brød ud, er bygget i beton.
Brandvæsenet forlod stedet kl. 14.15.