Nordeuropas største magnet
Onsdag indvier Aarhus Universitet Nordeuropas største magnet
Den er fire meter høj, vejer syv tons og har et magnetfelt 500.000 gange jordens.
iNANO (Interdisciplinary Nanoscience Center) på Aarhus Universitet indvier onsdag Nordeuropas største magnet, som er en del af et såkaldt NMR-spektrometer.
Den kæmpe magnet gør det muligt at stille skarpt på et helt små ting på molekyleniveau. Prøverne, der bliver undersøgt, er ofte ikke meget mere end halv millimeter.
Giver større indsigt
Med magneten kan forskerne derfor fremover få indsigt i en langt større detaljerigdom og overskue mere komplekse molekylære sammenhænge end hidtil.
- Jo kraftigere et magnetfelt, jo større detaljerigdom. Med den nye magnet kan vi se på molekylerne i deres funktionelle miljø og opdage ting, der før har været skjult, siger professor Thomas Vosegaard, der står i spidsen for Dansk Center for Ultrahøjfelts NMR Spektroskopi, som spektrometeret er en del af.
- Sådan en ny indsigt er vigtig både for grundforskningen, som vi laver og for de mere anvendelsesorienterede projekter med centerets mange industrielle samarbejdspartnere, fortsætter han.
Kræver analysearbejde
Magneten støtter forskningen inden for en række områder blandt andet medicinudvikling, materialeudvikling og fødevareforskning.
Spektrometeret bruger samme teknik som hospitalernes MR-skannere, men med den store magnet er den cirka 10 gange kraftigere.
Selve hullet, hvor prøverne placeres, er til gengæld kun 4 centimeter bredt og hvor MR-skanneren producerer et færdigt billede, er NMR-målingerne mere indirekte, som kræver en del analyse arbejde af forskerne.
Det nye spektrometer indvies onsdag eftermiddag.