Er plakaterne blevet kedelige?
Stifter af Dansk Plakatmuseum mener, at valgplakaterne er kedelige og for selvoptagede
Folketingsvalget er over os, og det betyder, at der hænger valgplakater overalt i gadebilledet.
Men nutidens valgplakater er blevet for kedelige og for selvoptagede, mener billedkunstner Peder Stougaard, som har studeret politiske plakater i en lang årrække og er stifter af Dansk Plakatmuseum i Aarhus.
- Jeg synes, at valgplakater er en fantastisk ting, for de fortæller historie i tid og rum, siger Peder Stougaard.
Han mener dog, at plakaterne var bedre og knap så kedelige tidligere.
- De var mere fortællende, da man brugte kunstnere til at udføre plakaterne, siger Peder Stougaard og fortsætter:
- Jeg synes, at det bliver kedeligt. Hvis man for eksempel går på strøget i Aarhus, så falder portrætterne i med alle de mennesker, der går og bevæger sig rummet. Det vil sige, at du ikke ser dem, og at der bliver en forkert symbiose i de budskaber, som du vil ud med, fordi det falder sammen med de levende mennesker.
Peder Stougaard mener, at vi generelt er blevet mere optaget af os selv, og at det er ærgerligt, da det ikke er personerne, men derimod personernes budskaber, som det handler til valget.
- Hvis du som politiker får en kunstner eller en kreativ person til at lave en meget anderledes plakat, så er det den, borgerne ser, og det er den, der får omtalen i pressen. Det betyder, at den politiker tager nogle stik hjem, som andre ikke gør, fordi man går en anderledes vej, siger Peder Stougaard.
Du kan se mere om valgplakaterne i tv-indslaget øverst på siden.