Mary siger nej til mobning
Kronprinsesse Mary til løb mod mobning i Aarhus
Lørdag stillede omkring 700 børn til start i den årlige stafet mod mobning i Botanisk Have i Aarhus, og her var kronprinsesse Mary med på sidelinjen.
Løbet hedder Fri for Mobberi Børnestafetten, og det er arrangeret af Mary Fonden og Red Barnet i samarbejde med Aarhus 1900.
Kronprinsesse Mary holdt tale foran de mange fremmødte, inden løbet blev skudt i gang.
- Velkommen til en festlig dag, men alligevel en dag med et alvorligt emne på dagsordenen. Mobning gør ondt, og det er skadende. Ikke kun for dem, som bliver mobbet, men også for det fællesskab, hvor det opstår. Vi har alle brug for at være en del af et godt og sundt fællesskab, sagde kronprinsesse Mary fra scenen i Botanisk Have.
Hun fortsatte:
- Det er ikke sjovt at føle sig udenfor. Om det er på legepladsen, i frikvarteret eller til skolefesten. Fri for Mobberi Børnestafetten handler om, at vi alle sammen siger: Nej til mobning.
Inden børnene blev sendt ud på ruten, var der også fælles opvarmning, hvor også kronprinsesse Mary deltog.
Børnene - i alderen 0-13 år - blev herefter sendt af sted, og når de kom i mål, fik de alle tildelt en medalje for deres indsats i løbeskoene og mod mobning.
Du kan se kronprinsesse Marys tale og mere fra arrangementet i videoen øverst på siden.