Portører strejker
Portørfunktion på sygehuset i Skejby kører på nødberedskab på grund af arbejdsnedlæggelse
En stor del af portørerne på Aarhus Universitetshospital i Skejby har her til formiddag valgt at nedlægge deres arbejde frem til i morgen tidlig.
Det fortæller portør Dan Meier til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Strejken skyldes ifølge Dan Meier, at portørerne er utilfredse med udsigten til væsentlige ændringer i deres arbejds- og lønvilkår.
Samme situation udspiller sig lige nu på blandt andet sygehusene på Sjælland, hvor flere hundrede portører har nedlagt arbejdet:
- Vi strejker i sympati med vores kollegaer på Sjælland og Sønderjylland, fordi vi kan se, at det er samme proces, vi skal til at igennem, siger Dan Meier.
- Vi vil bare gerne behandles ordentlig i den her sag.
Portørernes primære opgave består i at transportere folk fra for eksempel en afdeling til en operationsstue, men en ændring i arbejdsopgaverne kan betyde, at de også fremover skal varetage for eksempel rengøringsopgaver.
Seks-syv portører på arbejde
Ligesom det er tilfældet på Sjælland er der planer om, at portørerne på sygehuset i Skejby i fremtiden skal overgå til at være serviceassistenter, fortæller portør Dan Mejer. En ændring, der blandt andet indebærer, at portørerne ikke får samme aften- og weekendtillæg, som er gældende idag.
Strejken betyder ifølge Dan Meier, at portørfunktionen på Aarhus Universitetshospital i Skejby kører på nødberedskab:
- Der er kun seks eller syv portører på arbejde, som skal betjene hele sygehuset i Skejby, siger han.
Ændringen fra portør til serviceassistent sker, når sygehusene på Tage Hansens Gade og Nørrebrogade i Aarhus bliver flyttet til det nye supersygehus i Skejby.
Arbejdsnedlæggelsen fortsætter indtil i morgen klokken syv, hvor portørerne igen samles til et fagligt møde.
Hos Aarhus Universitetshospital i Skejby bekræfter pressechef Lars Elgård Petersen nedlæggelsen, men fortæller, at der endnu ikke er overblik over situationen.