Hæder til fysik- og kræftforskere
Aarhus-forskere får tildelt en af landets fornemste forskningspriser
To forskere får i dag overrakt 100.000 kroner i forbindelse med en ceremoni på Aarhus Universitet.
Professor Jens Kehlet Nørskov og kræftforsker Jens Overgaard har begge gjort sig bemærkede inden for hvert deres felt og er derfor blevet udvalgt til at modtage Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 2015.
Prisen anses for at være en af de mest fornemme danske videnskabspriser.
Jens Kehlet Nørskov er uddannet på Institut for Fysik på Aarhus Universitet, men arbejder nu på Stanford University i England. Han får ifølge universitet prisen for sit samarbejde med Aarhus Universitet og for sin forskning, som er anerkendt både nationalt og internationalt:
- I det internationale videnskabelige samfund har Jens Kehlet Nørskov blandt andet høstet anerkendelse for sit betydningsfulde bidrag til teoretiske, fysiske beskrivelser af katalysatorer, nanostrukturer og overflader, skriver Aarhus Universitet om baggrunden for prisen.
Den anden prismodtager, Jens Overgaard, er tilknyttet Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Han er også tidligere blevet belønnet for sit arbejde med eksperimentel og klinisk kræftforskning.
Jens Overgaard har blandt andet undersøgt muligheden for at udnytte varme sammen med stråling til behandling af kræftsvulster og besidder i dag jobbet som leder for Afdeling for Eksperimentel Klinisk Onkologi
- Hans primære forskningsmål har været at udvikle stråleterapi og Jens Overgaard har en stor del af æren for, at mange patientgrupper i dag får en væsentligt bedre strålebehandling, lyder det fra universitetet.
Overrækkelsen af priser finder sted mellem klokken 11.00 og 13.30 i dag i aulaen på Aarhus Universitet.