Stykke af mus fundet i rosiner
Et parti rosiner af mærket Delicata er trukket tilbage, da en forbruger har fundet noget sært i en af poserne
Omkring 6.000 poser rosiner af mærket Delicata trækkes nu tilbage fra Netto-butikker landet over.
Rosinerne kommer fra USA og bliver pakket af System Frugt i Tilst i Aarhus.
Tilbagekaldelsen skyldes, at der er blevet fundet et stykke af en mus i en af poserne.
- Sammen med Fødevarestyrelsen vurderer vi at trække den del af partiet tilbage, som kan have været i berøring med musen, siger direktør i virksomheden System Frugt A/S, Jan Gerber, til Ritzau.
Han fortæller, at musestykket havde samme farve som rosinerne og ligner en stor, indtørret dadel.
Det var ifølge direktøren en forbruger, der fandt det og indleverede det til en unavngiven avis, der tog kontakt til System Frugt.
Se: Lyse rosiner trækkes tilbage
Hvis man har købt en pose med påskriften Delicata Rosiner og med batch-nummer PO047560 produceret i tidsrummet mellem klokken 15.24 og 16.34, skal man smide posen ud eller levere den tilbage til den Netto-forretning, hvor den er købt.
Der er 250 gram i hver pose, og rosinerne er mindst holdbare til 16. oktober i år.
- Vi er stadigvæk fuldstændig uforstående over for, at det kan ske. Alle råvarerne bliver nemlig røntgenfotograferet og kontrolleret for farveforskelle og også størrelsesforskelle, siger direktøren.