AGF'ere: Ingen bobler på køl
AGF kan rykke op med en sejr over Skive lørdag, men i AGF-lejren har man ikke bestilt champagne endnu
Tre point mod Skive og AGF er atter et superligahold. Større motivation kan man næsten ikke få som AGF-spiller, og det er da også et sultent mandskab, der stiller op i morgen.
- Vi har ikke kunne fortsætte den stime, som vi havde håbet på, men jeg synes egentlig, at der er basis for, at vi kan skaffe et godt resultat i morgen og sikre den oprykning i første forsøg, siger AGF-angriberen Jesper Lange til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Povlsen har fundet ny klub
Han bakkes op af kollegaen Alexander Juel Andersen.
- Vi har bragt os selv i en god situation. Hvis vi før sæsonen havde fået at vide, at det ville ligge sådan her, ville vi tage imod det, og vi vil rigtig gerne afgøre det i morgen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Men at tage fejringen på forskud, det tør de alligevel ikke. Derfor er der ikke bestilt champagne eller bord i det aarhusianske natteliv.
- Man skal passe på, man ikke jinxer den. Vi har fuldt fokus på kampen, men selvfølgelig skal det fejres, hvis vi vinder, siger Alexander Juel Andersen.
Hos Jesper Lange er der heller ikke champagne-tanker.
- Det er ikke noget, vi tør tænke over, før vi har fået de resultater der gør, at vi kan tillade os det, siger han.