Ungepris bliver uddelt
Torsdag afslutter Børn- og Unge Byrådet byrådsåret med overrækkelsen af Den Aarhusianske Ungepris
Når Børn- og Unge Byrådet torsdag afholder deres sidste møde i det her byrådsår, vil de uddele Den Aarhusianske Ungepris.
Overrækkelsen står som et punktum på Børn og Unge-byrådets arbejde. Prisen på 10.000 kroner går i år til skolesocialrådgiver Benjamin Sibbesen
En arbejdsgruppe bestående af seks af Børn- og Ungebyrådets medlemmer har selv udformet ansøgningskriterier og -proces, som hele Børn og Unge-byrådet efterfølgende har godkendt.
Det er også det samlede Børn og Unge-byråd, der efter behandling af indstillingerne har peget på Benjamin Sibbesen fra Sødalskolen.
Ungeborgmester Frederik Giragosian var da heller ikke i tvivl om, hvem der skulle have hans stemme.
- Da jeg læste indstillingen af Benjamin Sibbesen til Den Aarhusianske Ungepris, var jeg ikke i tvivl om, at her var en person, der brænder for at gøre en forskel for unge mennesker i Aarhus. Derfor synes jeg, han fortjener prisen, siger ungeborgmesteren i en pressemeddelelse.
Kai Pedersen, der er næstformand i Aarhus Lokalkreds, fortæller om prisen:
- Grundidéen ved Den Aarhusianske Ungepris var at give Børn og Unge Byrådet mulighed for at se en idé blive til virkelighed. Vi har gentagne gange oplevet, at de unge byrådsmedlemmer i løbet af deres 1-årige valgperiode får søsat temaer og indstillinger, som de ikke når at se resultatet af på grund af det "voksne" politiske systems behandlingstid.
Prisen uddeles i eftermiddag efter byrådsmødet, hvor rådmand Bünyamin Simsek (V) også vil uddele diplomer til byrådsmedlemmerne.