Tog kvælertag på arbejdsmand
Politiet leder efter utålmodig voldsmand
En 22-årig mand ansat ved Danjord blev mandag eftermiddag overfaldet på Bentesvej i Brabrand tæt på Bazar Vest i Aarhus.
Det skete, mens han læssede en generator med kran op på en ladvogn, da en mandlig bilist blev noget utålmodig.
Han henvendte sig til den 22-årige arbejdsmand og forlangte, at han skulle flytte sig, så han kunne komme forbi.
Da den 22-årige sagde til ham, at han ville være færdig om to minutter, kom bilisten ifølge politiet hurtigt op i det røde felt, da to minutter var mere, end han kunne vente på.
Tog kvælertag
Herefter skubbede manden den 22-årige arbejdsmand i brystet, kom med verbale trusler og tog kvælergreb i nogle sekunder.
Den 22-årige så sig nødsaget til at flytte ladvognen og lade manden komme ud.
- Hvis nogen skulle have set episoden, bilen eller manden, så hører vi meget gerne fra vidner. Der er tale om en decideret voldssag her, siger Marianne Morgen, politiassistent fra Østjyllands Politi, til TV | ØSTJYLLAND.
Gerningsmanden beskrives som mellemøstlig af udseende, 28-30 år, 175-180 cm, almindelig af bygning, hvid hudfarve, sort, kort hår og skægstubbe. Manden talte dansk, var iført blå jeans, sort jakke og mørk hat og var kørende i en sort Peugeot 206.
Eventuelle vidner kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.