ACH-træner klar til selv at spille
Bo Henriksen vil se en helt anden indstilling end mod Vendsyssel i AC Horsens' næste kamp
Der er intern uro i AC Horsens-truppen. Det bekræfter Bo Henriksen, der bruger det meste af sin mandag på at holde møde med spillerne.
Det drejer sig om, at flere spillere har kontraktudløb, og nogle af dem vil videre, mens andre vil spille sig til en ny kontrakt. Og det har skabt lidt splittelser i truppen. Det fortalte Horsens Folkeblad først.
Nu er Bo Henriksen så godt i gang med møderne med spillerne.
- Status er, at folk skal træffe nogle beslutninger, og det skal vi som klub også. Det er et simpelt spørgsmål om, hvorvidt man har lyst til at være en del af det her projekt eller ej, og folk skal tænke sig rigtig godt om, siger Bo Henriksen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hvad møderne konkret har kastet af sig vil han ikke ud med.
Men en ting er sikkert. Bo Henriksen kræver en helt anden indstilling end i 2-0-nederlaget mod Vendsyssel, når AC Horsens spiller mod Fredericia på onsdag.
- Hvis ikke indstillingen bliver anderledes mod Fredericia, så spiller jeg selv mod Brønshøj på søndag. Men det bliver den, for alle er klar til at tage skeen i den anden hånd, siger Bo Henriksen.