Frivillige hjælper med sproget
På ny sprogcafé i Odder kan flygtninge få hjælp af frivillige til at lære dansk
På Café Tal Dansk i Odder hjælper frivillige nye borgere med at lære at tale dansk.
Sprogcaféen Tal Dansk blev til under et borgermøde for et par uger siden, hvor 150 borgere var samlet i Pakhuset i Odder for at tale om, hvordan borgerne kan bidrage til en bedre integration af nye borgere - først og fremmest flygtninge fra Syrien.
Tanken med Café Tal Dansk er, at de nye borgere her kan møde frivillige danskere og få hjælp til breve, ansøgninger, tilmeldinger, skemaer, lektier og meget mere.
Mandag 18. maj åbner cafeen for første gang, og der er fastlagt en ugentlig åbningstid på mandage fra klokken 16 til 18.
De frivillige, der til dels er tilknyttet Odder Frimenighed og Frivilligcentret, har påtaget sig at drive cafeen, der får til huse i Odder Frimenigheds Café R5 i Randlevvej 5 i Odder.