21 års fængsel for kokainhandel
Tre aarhusianere er idømt fængsel for handel med 4,5 kg kokain
Retten i Aarhus har onsdag tilsammen idømt tre mænd fra Aarhus 21 år og tre måneders fængsel for handel med 4,5 kg kokain.
De tre tiltalte mænd har alle relation til bandemiljøet i Aarhus Vest, og Østjyllands Politi har i længere tid efterforsket sagen som led i den vedvarende indsats mod organiseret kriminalitet.
Der er tale om to mænd på henholdsvis 24 og 26 år, som er blevet straffet med hver syv års fængsel, mens den tredje tiltalte, en mand på 25 år, blev straffet med syv år og tre måneder, da han også blev dømt for besiddelse af særlige farlige skydevåben.
Gemte kokain i små æg
Politiet kom på sporet af de tre mænd i forbindelse med overvågning af bandemiljøet i Aarhus og Randers. Her fandt politiet ud af, at de tre mænd flere gange transporterede mellem 250 og 500 gram kokain, gemt i nogle små æg, fra en bopæl i Brønshøj til en kælder i Aarhus Vest.
Ifølge Østjyllands Politi har de tre mænd solgt kokainen videre flere forskellige steder i Jylland, og der er tidligere afsagt dom mod nogle af aftagerne.
Politiet formoder, at de dømte har omsat for over tre millioner kroner - vurderet ud fra at kokain på gadeplan koster mellem 600 og 700 kroner pr. gram.
Der er endnu ikke taget stilling til, hvorvidt de dømte anker til landsretten.