Træner: Vigtigt at koble af
Fodbold med Horup handler tirsdag blandt andet om formdyk hos spillerne
Tirsdag aften i Fodbold med Horup handler det blandt andet om, hvordan spillere og klubber tackler det, når en spiller rammer ind i et dyk i formkurven, hvor præstationerne over en periode er under vaneligt niveau.
I tirsdagens udseendelse er gæsterne blandt andet Danny Olsen fra AGF og Peter Christiansen, der er sportschef i Randers FC.
Man kan ikke påstå, at spillerne i AGF lige nu præsterer under niveau. Holdet er ubesejret i 13 kampe i streg og har kurs direkte mod Superligaen.
AGF-træner Morten Wieghorst mener blandt andet, at det er vigtigt at koble af fra fodbolden og adskille arbejde og fritid, så man kan præstere bedst muligt uden at blive påvirket af mindre gode præstationer.
- Når man er elitesportsmand, så er det en livsstil, og selvfølgelig påvirker præstationerne dit sind udenfor banen også, og det er svært at slå fra. Jeg tror, at noget af hemmeligheden er, at man kan slå det fra og koble af, siger Morten Wieghorst.
Han fortsætter:
- Når man kommer her (AGFs træningsbane, red), så fokuserer man på det, man skal, og når man kommer hjem, kan man slå fra. Det kan være, at man har en familie, man bruger tid sammen med eller har nogle andre interesser, som får tankerne lidt væk fra det at være fodboldspiller. Det er det gode ved at være udøver, at du får noget tid væk fra banen, hvor du kan få tankerne lidt på andre veje. Det er en kunst, men det er der, hvor Rasmus Jacobsen (mentaltræner i AGF, red) kan være med til at give spillerne nogle redskaber til, hvordan man gør det, siger Morten Wieghorst.
Du kan se hele Fodbold med Horup tirsdag aften klokken 19.55 på TV 2 | ØSTJYLLAND, og i videoen øverst på siden kan du se et interview med Morten Wieghorst, hvor han fortæller om, hvordan AGF arbejder med eventuelle formdyk hos spillerne.