Tyv forsvandt med kværnen
Ukendt gerningsmand brød ind i bolig i Søften
Under et indbrud i Søften har en ukendt gerningsmand haft held til ikke blot at forsvinde med en række tyvekoster - han stak også af med en motorcykel.
Ifølge Østjyllands Politi fandt indbruddet i den private bolig på Hjortevej sted mandag formiddag.
Efter at have brudt en dør op stjal indbrudstyven to armbåndsure, en Playstation samt en Georg Jensen-sparegris med kontanter.
Under indbruddet tog den ukendte gerningsmand også en nøgle til en motorcykel, der var parkeret på adressen.
Boligens ejer kunne senere konstatere, at motorcyklen var forsvundet.
Indbruddet blev opdaget kl. 11.50. Politiet har indtil videre ikke pågrebet gerningsmanden.
Har du informationer i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.