Politiet afblæser bombetrussel
Bombetruslen mod Handelshøjskolen i Aarhus er blevet afblæst
Østjyllands Politi oplyser, at man sikkert kan færdes på Handelshøjskolen i Aarhus.
Tirsdag morgen modtog Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, på Fuglsangs Allé i Aarhus et brev med en bombetrussel.
Klokken 9.20 fik Østjyllands Politi anmeldelsen fra Handelshøjskolen og rykkede derfor hurtigt ud til skolens bygninger tæt på krydset ved Viborgvej og Ringgaden i Aarhus.
- Østjyllands Politi er ved at afslutte arbejdet på stedet, og det vurderes, at bygningerne fortsat kan bruges på normal vis, oplyser Østjyllands Politi klokken 11.15 i en pressemeddelelse.
Skolens ansatte og studerende blev informeret om truslen kort tid efter anmeldelsen, men Østjyllands Politi valgte ikke at evakuere dem, men undervisning på stedet blev aflyst.
Aarhus Universitet oplyser på Twitter, at undervisningen genoptages klokken 12.00.
Østjyllands Politi er nu i gang med at efterforske sagen for at finde frem til gerningsmanden bag brevet.
Det er ikke første gang, Handelshøjskolen i Aarhus modtager en bombetrussel. Tilbage i december 2012 blev studerende og ansatte evakueret efter trusler om, at der var placeret en bombe på stedet.
Tre personer er siden blevet dømt i sagen
I videoen øverst på siden kan du se et interview med politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.