Nyt hjem til hundehvalpe
Dansk Dyreværn Aarhus har fundet et nyt hjem til fire små hundehvalpe
De fire hundehvalpe, der lørdag var blevet efterladt ved Langkærparken i Tilst, kan se frem til at få et nyt hjem.
Søndag efterlyste Dansk Dyreværn Aarhus ejeren til hvalpene, der er tre-fire uger gamle, eller en ammetæve.
Ejeren har ikke henvendt sig, men nu er det lykkedes at finde en plejefamilie, som kan tage sig af de små hvalpe.
- Vi har fundet en god plejefamilie, som de kommer ud til senere i dag. Deres nye mor er en schweizisk hyrdehun, som næsten lige har haft hvalpe selv, siger Mette Hansen, der er projektkoordinator ved Dansk Dyreværn Aarhus.
Hvalpene blev lørdag fundet af en mand, som tog dem med hjem og gav dem mælkeerstatning, inden han søndag morgen afleverede dem til Dansk Dyreværn Aarhus.
- I den nye familie vil de blive passet af en kvinde, der er veterinærsygeplejerske, siger Mette Hansen, der er overvældet af den store interesse for de små hunde.
- Vi er simpelthen så taknemmelige over de mange henvendelser, vi har fået fra folk, der har læst om hvalpene på Facebook eller har set det i TV 2 | ØSTJYALLAND. Mange har skrevet og ringet til os, og mange har tilbudt deres hjælp, siger Mette Hansen.
Det er ikke nemt at bestemme racen, fordi hvalpene endnu er så små, men ifølge Dansk Dyreværn kan de være en blanding mellem en schæfer og måske en labrador.
Du kan se TV 2 | ØSTJYLLANDS indslag fra i går, søndag, om de fire hundehvalpe her.