Jønsson ikke glad i forsvaret
AGF-profilen Jens Jønsson ser stadig sig selv som midtbanespiller
Jens Jønsson har spillet mange flotte kampe i streg i AGF's midterforsvar, men han ser stadig helst sig selv på en anden plads.
Han har før ytret sin utilfredshed med pladsen som forsvarsspiller, og det har ikke ændret sig trods flere flotte kampe med roser og hyldest som 'man of the match' til følge.
- Nej, jeg er ikke tilfreds med det, men det er hans (Morten Wieghorst, red.) valg. Jeg føler, det er på midten, jeg er bedst, siger Jens Jønsson til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Dialogen med cheftræneren om pladsen på banen er også sat på stand-by.
- Vi har snakket om det, men lige nu er fokus på, at vi skal rykke op, siger Jens Jønsson, der ikke har yderligere kommentarer til emnet.
- Men det er Morten, der bestemmer, slår han dog fast.
Søndag venter rækkens bundhold Brønshøj, og det er en kamp, som AGF ikke må tage for let på.
- Vi skal være mest opmærksomme på os selv, så vi ikke slapper af eller undervurderer dem. Vi kan godt forberede os på, at vi har bolden meget, og at Brønshøj kommer til at søge nogle lange bolde og omstillinger, siger Jens Jønsson.
Kampen spilles på NRGi Park klokken 15.30.