Stort løft til friluftslivet
Kultur- og Fritidsudvalget i Randers Kommune vil sætte turbo på projektet Porten til Naturpark Randers Fjord med et udlæg fra kommunekassen i størrelsesordenen to til tre millioner kroner
Mandag aften vedtog Kultur- og fritidsudvalget i Randers Kommune at naturlivet i kommunen skal have et løft.
Med et udlæg fra kommunekassen i størrelsesordenen to til tre millioner kroner, vil kommunen sætte fart på projektet Porten til Naturpark Randers Fjord.
Udbyhøj Lystbådehavn og den omkringliggende natur skal gøres endnu mere attraktiv for områdets beboere og gæster, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Har søgt fonde og puljer
For at komme i gang med projektet ønsker et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget at kommunen lægger op til tre millioner kroner ud til formålet, som senere vil blive dækket af støtten fra de forskellige fonde og puljer - blandt andet Randers LAG Randers, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ELRO fonden og Friluftrådet.
- Der er tale om et enestående projekt, som i den grad vil gavne friluftslivet ved Randers Fjord. For at få glæde af de nye faciliteter allerede i år, giver det god mening, at kommunen i første omgang lægger pengene ud, siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Mogens Nyholm i meddelelsen.
Kommende kajakhotel
På nuværende tidspunkt er Randers Kommune sikre på at modtage støtte til projektet for to millioner kroner, og derfor vil udvalget sætte planlægningen i gang. Beløbet skal efter planen blandt andet anvendes til etablering af et kajakhotel, hvor til-sejlende kajakroere kan få opbevaret deres kajakker.
Planerne er også at opføre aktiviteter som en beachvolley bane, en bålplads og en aktivitetsplads.
Naturpark Randers Fjord er et projekt i samarbejde mellem Randers og Norddjurs Kommuner, LAG Randers, LAG Djursland, VisitRanders og Destination Djursland. Projektet er derudover støttet af Nordea Fonden.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning om at udlægge økonomiske midler til projektet skal behandles af det samlede byråd den 11. maj for at kunne træde i kraft.