Wammen og Khader i debat
Aarhus Universitet er vært, når Nicolai Wammen og Naser Khader mandag skal debattere
I dag, mandag, mødes folketingskandidat Naser Khader (K) og forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i valgdebat på Aarhus Universitet.
De mødes i et auditorium til det, der bliver startskuddet på valgkampen.
- Nu er det ved at være alvor. Og som alle andre politikere, så bliver man lidt som en cirkushest der kan lugte savsmuld, når man kan mærke at valgkampen er i gang. Jeg glæder mit til debatten med Nicolai Wammen og til at komme ud og møde østjyderne, siger Naser Khader i en pressemeddelelse.
Arrangementet er et samarbejde mellem Frit Forum, International Politik-NU og Konservative Studerende. Debatten foregår i Store Juridisk Auditorium fra klokken 16 til 17.15.
- Jeg ser frem til at krydse klinger med Naser Khader. Han er en god fyr. Og mon ikke han og jeg kommer til at se en hel del til hinanden i den kommende folketingsvalgkamp, siger Nicolai Wammen i pressemeddelelsen.