Kvindelig bilist fik blackout
Kvindens bil ramte flere træer og fik store materielle skader
25. apr 2015, kl. 21:48
Mere end 30 dage gammel
En personbil ført af en 23-årig kvinde fik store skader, da den kvindelige fører fredag kortvarigt mistede bevidstheden på en vejstrækning syd for Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi kom kvinden kørende mod vest ad Hørretvej ved Mårslet, da hun formentlig fik et blackout bag rattet.
På grund af blackoutet kørte bilen af vejen, hvorefter den påkørte flere træer langs den ene vejside.
Der skete store materielle skader på den personbil, kvinden kørte i.
Heldigvis kom kvinden ikke alvorligt til skade, oplyser politiet.