Kan slå varmerekord i dag
Østjylland kan, med lidt held, få årets hidtil varmeste dag
20,9 grader er den højeste temperatur, der er målt i Danmark i 2015. Det oplyser DMI.
Men mandag bliver en virkelig flot dag i det østjyske. Faktisk så flot, at varmerekorden for 2015 kan blive slået.
- Der er en lille chance for, at vi slår den i dag. Det bliver svært, men vi kommer derop ad. Og det kunne sagtens være i Østjylland, hvis det sker, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Mogens Rønnebæk, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Uanset om rekorden bliver slået eller ej, så er der udsigt til en flot dag.
- Vi skal nok nå de 20 grader mange steder i Østjylland. Der kommer masser af sol og en svag vind. Måske lidt høje skyer ind i mellem, men det bliver en flot dag, siger Mogens Rønnebæk.
Til gengæld er det nok mandag og tirsdag, at man skal nyde vejret.
- Det gode vejr holder mandag og tirsdag, og så går det lidt ned ad bakke, siger Mogens Rønnebæk.