FBI-agent ser på Pernille-sagen
Nyt tv-program skal sætte fokus på uopklarede sager i Danmark
Den 23. juni 2006 blev den dengang 14-årige Pernille Oldenborg Lind fundet død i sit hjem i Galten.
Først vurderede Østjyllands Politi, at der var tale om selvmord, men nye spor og omstændigheder omkring dødsfaldet førte til, at politiet flere år efter valgte at genoptage sagen. Det skete for at efterforske muligheden for, at der kunne ligge en ulykke eller forbrydelse bag.
Gåden omkring Pernille Oldenborg Linds død bliver nu et af temaerne i en ny programserie på Kanal 5, skriver BT.dk.
Se også: Nye spor i Pernille-sagen
Det er den tidligere FBI-agent Mark Safarik og tidligere betjent fra det danske politis rejsehold Jan Jarlbæk, som skal forsøge at finde svar i tre uopklarede sager.
Udover sagen om Pernille Oldenborg Lind, vil den kommende programserie også se nærmere på to drabssager.
Det drejer sig om den 28-årige Anette Just, der blev stukket ned i sin opgang på Amager i 1990, og Connie Birgitte Svendsen, der blev fundet død i sin lejlighed i Rønne i 1997.
Se også: Vil kende sandhed om datters død
Tv-programmerne om de uopklarede sager får premiere på Kanal 5 til efteråret.