Slog dørmand på La Belle
En 40-årig mand er anholdt og sigtet for vold
Sent fredag aften blev en dørmand på La Belle Night Club i Mindegade i det centrale Aarhus slået i hovedet af en 40-årig gæst på stedet, oplyser Østjyllands Politi.
- Vi får anmeldelsen om, at manden har slået dørmanden i venstre side af hovedet med knyttet hånd, så vi rykker hurtigt derned. Personalet på stedet har tilbageholdt manden, som vi så tager med på stationen, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi.
Den 40-årige mand er nu sigtet for vold, og efter en nat på politistationen er han lørdag morgen blevet løsladt igen.
- Hvis han bliver dømt i sagen, vil han få forbud mod at indfinde sig på restaurationen. Det betragtes som en særlig omstændighed, når der er tale om vold mod en dørmand, hvilket typisk vil kunne ses i strafudmålingen, siger Carsten Dahl.
Episoden fandt sted fredag aften klokken 23.47.