Plejehjem i Randers placeret
Sundheds og Ældreudvalget i Randers Kommune har torsdag besluttet hvor det nye plejehjem skal ligge
Nyvangsskolens arealer på Rindsvej i Randers bliver hjem for det nye plejehjem. Placeringen er blevet besluttet efter et møde i Sundheds og Ældreudvalget torsdag, oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Også placeringer ved Thors Bakke, Toldbodgade og Kærsmindebadet var på tegnebrættet, men det blev altså området ved Nyvangsskolen, der blev valgt.
- Det var fire rigtig spændende muligheder, men valget faldt på arealerne ved Nyvangsskolen; blandt andet på grund af den centrale placering med gode busforbindelse og mulighed for at skabe et rekreativt område, der kan løfte hele området omkring plejecenteret, siger formand for Sundhed og Ældreudvalget, Leif Gade i en pressemeddelelse.
Det nye plejecenter skal erstatte plejecentrene Gudenåcentret og Dragonparken, hvor kommunens fremlejemål udløber i 2018.
Borgerne i Randers er blevet opfordret til at komme med forslag til navnet på det nye plejecenter, og trods gode bud er der endnu ikke fundet et navn.
- Borgerne har foreslået navne som Blomstergården, Hyggebo og Nyvang, men vi har endnu ikke lagt os fast på et navn til det nye plejecenter, fortæller Leif Gade i pressemeddelelsen.