- Skamløst dårlig sagsbehandling
Tidligere byrådsmedlem raser over Aarhus Kommunes håndtering af sag om forældrebetaling
Det tidligere byrårdsmedlem for Enhedslisten Viggo Jonasen er forarget over Aarhus Kommunes håndtering af sagen om forældrebetaling for forældre til handicappede børn:
- Det her var et af tilfældene, hvor jeg synes, at kommunen behandler folk ualmindelig dårligt, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: - Ikke noget kønt forløb
Ankestyrelsen har netop afgjort to prøvesager, som begge slår fast, at Aarhus Kommune ikke må sende regningen for døgninstitutionspladser til handicappede børn videre til forældrene.
Sagen begyndte i december, hvor forældre til handicappede protesterede højlydt over forældrebetalingen. De ønskede blandt andet, at betalingen ville blive sat i bero. mens Ankestyrelsen undersøgte sagen.
Se også: Forældrebetaling er ulovlig
Det kunne ikke lade sig gøre, lød det først fra Aarhus Kommune. Senere kunne TV 2 | ØSTJYLLAND så afsløre, at det ikke passede; kommunen måtte godt sætte betalingerne i bero.
- Det var et eksempel på skamløst dårlig sagsbehandling og skamløs, hensynsløs behandling af indbyggere, siger Viggo Jonasen.
Han har hjulpet flere af de berørte forældre i deres kamp mod Aarhus Kommune.
Se også: Glad og harm over afgørelse
- Ankestyrelsen har sagt det, jeg har sagt hele tiden: At kommunen dels har lavet en helt ualmindelig sjasket sagsbehandling - de bruger flere sider på alvorlige fejl i sagsbehandlingen - og dels, at de fritagelsesgrunde, som faktisk er for at fritage folk fra at betale, var opfyldt hele tiden.
I videoen øverst på siden kan du se et interview med Viggo Jonasen. Her fortæller han også, hvad han tror, lå til grund for, at kommunen forsøgte at opkræve forældrebetalingen.