Knivstik efter et spil matador
Det hyggelige brætspil udviklede sig på knap så hyggelig vis i Hinnerup tirsdag aften
Ryk direkte i fængsel! - fristes man til at sige.
En 51-årig mand fra Hinnerup er blevet varetægtsfænglset i fire uger, efter at han tirsdag ved 21.15-tiden stak en 55-årig bekendt i maven med en kniv, oplyser Østjyllands Politi.
Baggrunden for uoverensstemmelsen er ifølge politiet noget så banalt, som et spil matador i den 51-åriges hjem i Hinnerup.
En meget speciel sag, medgiver politiassistent ved Østjyllands Politi, Marianne Morgen.
- I det her tilfælde er der anvendt en kniv, så det handler om grov vold eller særlig grov vold. Han er uden for livsfare, men der skal tages stilling til, om han skal opereres, siger Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun oplyser samtidig, at episoden er fundet sted efter indtagelse af alkohol.
De nærmere detaljer om, hvad det præcist var, den 51-årige blev utilfreds med i forbindelse med brætspillet kendes desværre ikke.