Optimisme ved sommerhussalg
Ejendomsmæglerne spår en fremgang i sommerhussalget
Det er højsæson for køb og salg af sommerhuse - og efter år med et fastlåst marked er der nu forårsoptimisme at spore.
For selvom det flere steder i Østjylland kan tage mere end halvandet år at få solgt sit sommerhus, så forventer ejendomsmæglerne et stigende salg:
- Sidste år havde vi en fremgang i salget på ti procent efter nogle svære år, og vi regner med, at det fortsætter i år, siger Anders Kovsted, der arbejder inden for salg og vurdering i Nybolig, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Forskel på ventetid på kolonihaver
Det har ellers længe set mørkt ud for sommerhusmarkedet, og det gør det stadig flere steder. De fleste østjyske kommuner oplever længere liggetider i forhold til sidste år.
Værst ser det ud i Norddjurs, hvor de sommerhuse, der endnu ikke er solgt, i gennemsnit har været til salg i 571 dage.
- Det er klart, at der er en masse huse, der har været til salg i mange år, og de trækker hårdt ned på den statistik, og der er ikke blevet solgt nok i mange år, men nu går det i den rigtige retning, føler vi, lyder det fra Anders Kovsted.
I videoen øverst på siden kan du høre Anders Kovsted fortælle mere om sommerhusoptimismen.