Polterabend endte i sivene
Mand i luftbold blev taget af strømmen
En polterabend med en masse mænd stak helt af lørdag - eller det gjorde den ene af mændene i hvert fald.
Mændene var ude for at markere dagen ved at bevæge sig rundt på Gudenåen i Randers i store luftbolde, som man kan stå op indeni og så "gå rundt" på vandet i.
Men pludselig stak den ene af boldene af med en 24-årig mand indeni, og de andre var nødt til at tilkalde hjælp.
Politi, Falck og brandvæsen troede først, at der var tale om en drukneulykke, men da de nåede frem viste det sig heldigvis, at situationen langt fra var så alvorlig:
- Man kunne ikke lade være med at smile lidt, siger indsatsleder i Randers Brandvæsen Christian Nøddelund til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der var ellers en snor i bolden for at der skulle være styr på den, men snoren knækkede, og den 24-årige mand og bolden blev taget af strømmen:
- Der var rigeligt med både strøm og blæst, og han driver så over i sivene, forklarer indsatslederen.
Brandvæsnet fik hurtigt en redningsbåd i vandet og fik hjulpet manden i land.
Episoden fandt sted ved Den Blå Bro nær Tørvebryggen i Randers.
- Det var dejligt med en lidt anderledes og positiv episode, lyder det fra Christian Nøddelund.