Skanderborg får en værdicentral
Affald fra genbrugspladser bliver solgt i helt ny butik
Gamle cykler, vaser og lamper, som tidligere blev smidt ud på en genbrugsplads, kan fra i dag få nye ejere i Skanderborg.
Renovationsselskabet Renosyd har valgt at åbne, hvad de kalder fremtidens genbrugsbutik. Butikken har fået navnet Værdicentralen og skal, som navnet antyder, give værdi til kasserede ting.
- Det, der var affald for én, bliver pludselig til en skat for en samler, siger erhvervskundechef Sune Dowler Nygaard fra Renosyd.
Siden efteråret 2014 har Renosyd haft opstillet særlige containere på Værdiparken i Skanderborg og på genbrugspladsen i Galten, hvor borgerne har kunne smide særligt gode genstande i.
Udbyttet af den indsamling bliver nu solgt i Værdicentralen i Skanderborg, som åbner i dag.
- Vi regner med, at der kommer til at stå en masse folk i kø for at finde alle de gode varer, vi har på hylderne, siger Sune Dowler Nygaard.
Det er ikke kun varerne på hylderne, der har taget turen fra genbrugsplads til genbrugsbutik. Også selve interiøret i butikken som for eksempel vægge, diske og prøverum er lavet af genbrugsmaterialer som paller og vandrør.
Varerne i Værdicentralen bliver enten solgt, som de er, eller istandsat inden de bliver sat til salg, mens andre bliver produceret til formålet ud fra forskellige genbrugsmaterialer.
Netop denne tankegang med at lave sine egne møbler vil Renosyd gerne inspirere til og afholder derfor en række workshops i butikken i løbet af i år, hvor man for eksempel kan lære at lave en støvsuger om til en lampe.
Værdicentralen har adresse på Danmarksvej 11 i Skanderborg.
Du kan se erhvervskundechef Sune Downer Nygaard fortælle om nogle af de genstande, man kan købe i Værdicentralen i videoen øverst i artiklen. Videoen er filmet af Palle Hansen.