40 sager efterforskes
Østjyllands Politi kigger nu nærmere på 40 grove ytringer på Facebook
En muslimsk kvinde fra Aarhus har anmeldt 100 eksempler på racistiske ytringer på det Facebook, og Østjyllands Politi har nu besluttet at afhøre personer, der står bag 40 af de grove Facebook-kommentarer.
- Jeg havde ikke regnet med det, så det er jeg glad for, siger Sylwia Siv, der er studerende fra Aarhus.
I januar sendte hun en mappe til Østjyllands Politi med op mod 100 eksempler på racistiske opslag på det sociale medie.
Et af dem lyder:
- Skaf mig en panserværnsraket og et raketrør, så skal jeg påtage mig at bombe moskeen.
- Der er rigtig mange modbydelige, og det føler jeg mig personligt truet af, siger Sylwia Siv.
Se: Sag efter Facebook-trusler
Østjyllands Politi efterforsker nu 40 af kommentarerne som eventuelle overtrædelser af straffeloven.
- Nogle af de forum på Facebook er offentlig tilgængelige, og vi har nogle bestemmelser i straffeloven, som gør det strafbart at give udtryk for visse holdninger offentligt, siger Torben Tygesen, der er advokaturchef ved specialkriminalitet hos Østjyllands Politi.
Sylwia Siv har flere gange fået stillet spørgsmålet, om hun ikke bare er sart. Men det mener hun ikke.
- Jeg synes, at man er et offer, når man bliver nedgjort, og jeg synes, at man er et offer, når man bliver truet, og man er ikke sart, når man anmelder noget, som er diskriminerende, siger hun.
Politiet skal nu identificere og afhøre personerne bag udtalelserne, og det kan eventuelt føre til sigtelser eller tiltalerejsning.
- Jeg vil gerne have at de skal forstå, at det er ulovligt og forkert, og at man ikke skal snakke sådan til hinanden, og måden de får det af vide på er jo ved en sigtelse og en dom, så det håber jeg på - ikke fordi jeg håber noget ondt for andre - men det håber jeg, for så kan de se, at sådan snakker man ikke til hinanden, siger Sylwia Siv.
Du kan se mere om sagen i tv-indslaget øverst på siden, hvor du også kan se et interview med Vibeke Borberg, docent ph.d i medieret og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.