Kæmper mod grusgrav
Torsdag aften viste borgerne i Hyllested på Djursland deres utilfredshed over Region Midtjyllands planer om muligvis at placere en grusgrav ved byen
Hyllested forsamlingshus var torsdag aften proppet, og de fleste var meget utilfredse med, at Region Midtjylland overvejer at placere en grusgrav ved landsbyen.
Planerne er en del af regionens nye råstofplan, hvor fem steder på Djursland er udpeget som interessante. Her er Hyllested udpeget som et muligt sted, hvor der kan indvindes sand og sten.
- Det er små veje med farlige sving, man skal køre på. Sidste år oplevede vi en stor lastbil med anhænger, der satte sig fast på tværs af vejen, fordi den ikke kunne dreje rundt i svinget, siger Kirsten Ida Birkedal, der er talsmand for Borgergruppen Hyllested.
På mødet var der mødt en enkelt regionspolitiker op, og han forstår godt den bekymring.
- Jeg kan se et problem i transporten. Hvis jeg går en tur rundt i området, kan jeg se nogle fordele og nogle ulemper ved det, siger Poul Erik Christensen (Rad. V), formand for regional udvikling i Region Midtjylland.
Du kan se mere fra torsdagens møde i indslaget øverst på siden.