Spidskandidat melder sig ud
Assia Zouaoui var i Horsens Kommune De Radikales spidskandidat ved kommunalvalget i 2013 - nu har hun meldt sig ud af partiet
Assia Zouaoui har meldt sig ud af De Radikale. Hun var De Radikales spidskandidat i Horsens ved kommunalvalget i 2013.
- Det er summen af mange små uoverensstemmelser mellem, hvad jeg synes, jeg står for, og hvor partiet har bevæget sig hen, begrunder Assia Zouaoui sin afsked med partiet overfor TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun forklarer, at det særligt er på dagpengespørgsmålet, hvor hun har været meget uenig med partiets linje.
- Og så trænger jeg til en pause fra politik. Jeg skal bestemt ikke udelukke, at jeg vender tilbage, men jeg vil ikke forpligte mig til noget, siger Assia Zouaoui.
Afskeden er blevet pænt modtaget i partiet.
- Jeg har fået en masse positive tilkendegivelser for den måde, jeg har sagt farvel på. Der er blevet sagt tak for min indsats, og det er jeg meget glad for, da jeg jo har masser af følelser for det parti, siger Assia Zouaoui.
Assia Zouaoui var spidskandidat for De Radikale ved kommunalvalget, men partiet fik 2,4 procent af stemmerne ved valget, og det var ikke nok til en plads i byrådet for Zouaoui.