Problemer med betalingskort
Over hele landet er der problemer med at bruge betalingskort. Betalingssystemet er ustabilt, oplyser Nets
Det kan fredag eftermiddag være vanskeligt for østjyderne at betale for varer i supermarkedet eller for benzin henne på tanken - i hvert fald hvis man ikke har kontanter med.
Over hele landet er der problemer med at bruge betalingskort som dankort og visakort. Betalingssystemet er ustabilt, oplyser Nets, der ikke har overblik over problemets omfang og varighed.
- Vi oplever ustabilitet på vores kortplatform, hvilket betyder, at der er problemer med at betale visse steder, siger Søren Winge, kommunikationschef hos Nets Danmark til Ritzau.
- Det påvirker formentlig forretninger i stort omfang lige nu, siger han ved 14-tiden fredag eftermiddag.
Nets arbejder på at løse problemet og opfordrer forretninger til at gå på såkaldt offline-funktionalitet, så de kan tage imod betalinger, selvom der ikke er internetforbindelse.
OPDATERING:
Nets oplyser kl. 16 fredag eftermiddag, at dankortene virker igen.