Butikstyveri endte med vold
49-årig mand fra Aarhus er anholdt og sigtet røveri og vold
Torsdag aften omkring klokken 21.30 gik den 49-årige ifølge Østjyllands Politi ind i Fakta i Guldsmedgade i det centrale Aarhus, hvor han stjal omkring 30 chokoladebarer.
Chokoladen puttede han i sine lommer, men en ansat havde set tyveriet og rettede derfor henvendelse til den 49-årige og bad ham betale for chokoladen.
Men det havde den 49-årige ifølge politiet ikke i sinde, og han truede derfor ekspedienten verbalt, ligesom han truede med en fyldt ølflaske, som han hævede overfor ekspedienten.
- Når han begynder at true på den måde og ikke vil betale, så bliver det til et røveri, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
Efterfølgende forlod manden Fakta, men han gik ikke langt væk. I stedet gik han over i en Rema 1000 næsten lige ved siden af, hvor han forsøgte at stjæle forskellige ting. Også her blev han opdaget og kontaktet af personalet.
- Han slår en ansat i Rema 1000 i hovedet, og han bliver derfor sigtet for vold, siger Marianne Morgen.
Den 49-årige slog efterfølgende ud efter flere ansatte i forretningen i et forsøg på at slippe væk, oplyser politiet.
Men det lykkedes ikke, og personalet fik tilbageholdt manden, indtil politiet kom frem til stedet.
Den 49-årige bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus, hvor han er sigtet for røveri og vold.