Strid om Tangeværket
Kommuner i konflikt om Tangeværket
I Favrskov Kommune er de utilfredse med, at Viborg Kommune har givet Tangeværket lov til at bruge Gudenåens vand til strømproduktion uden først at vende det med nabokommunerne.
- Det her synes jeg ikke, at man kan kalde dialog, og det, tror jeg, at der er mange, der vil være enige med os i. Vi er absolut ikke ude på en konflikt, det er bare sådan, at det har udviklet sig, siger Kurt Andreassen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune.
Konfliktens kerne er det næsten 100 år gamle vandkræftværk i Tange i Viborg Kommune. Viborg Kommune har netop givet værket lov til at bruge Gudenåens vand til strømproduktion i yderligere 30 år uden at diskutere det med nabokommunerne først.
- Nu er tidspunktet til, at man godt lige kunne tænke det igennem og så snakke med nabokommuner om, hvordan vi skal gøre det fremover i stedet for at gøre det så hurtigt, siger Kurt Andreassen.
Hidtil har staten givet Tangeværket lov til at sende vand gennem turbinerne, men det ansvar er nu lagt over på værkets hjemkommune, Viborg.
- Vi har selvfølgelig været utålmodige, der har været nogen, som har rykket os i ærmerne og gerne ville have afsluttet det, siger Flemming Lund (S), formand Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune.
Han erkender, at man kunne have hørt nabokommunerne først, men mener ikke, at det blokerer for en løsning for Gudenåens passage ved Tangeværket.
Du kan se mere om sagen i tv-indslaget øverst på siden.