Northside: Forventninger til os
Vi er ikke den nye dreng i klassen længere, siger Northside Festivals talsmand John Fogde
Smukfest er snart udsolgt, og den nye festival Tinderbox i Odense modtager store roser for programmet. Det kan godt lægge et vist pres på den aarhusianske Northside Festival, der trods få år på bagen ikke er helt ny længere.
- Vi kan godt mærke, at vi ikke er den nye dreng i klassen længere. Vi har efterhånden lavet så mange udgaver, at det har givet nogle forventninger til os og til vores program, siger Northsides talsmand, John Fogde, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han siger, at Northside oplever meget positiv feedback fra publikum, men at de kritiske stemmer ofte larmer mest.
- På de sociale medier kører der ofte diskussioner på vores platforme, som vi ikke har startet, men hvor folk gejler hinanden op, hvis de er utilfredse med et enkelt navn. Men vi kan også mærke de positive forventninger, fordi folk måske igennem en årrække har haft gode oplevelser på Northside, siger John Fogde.
Ambitionen er stadig en udsolgt festival, forsikrer John Fogde. Til gengæld forventer man, at festivalen bliver udsolgt lidt senere i år end de foregående år.
- Det er svært for os at sammenligne med tidligere år, for vi har lavet billetstrukturen om, så der ikke er et økonomisk incitament i at købe billetten tidligt, som der før har været. Men vi kan mærke, at vi sælger flere billetter hver gang, vi kommer med nye navne, siger John Fogde, der ikke vil ud med hvor mange billetter, der er solgt indtil videre.
John Fogde siger, at Northside forventer at offentliggøre cirka ni navne mere, før programmet er fuldendt.