Ny færge er stævnet ud
Er nu officielt en del af sejlplanen mellem Sælvig og Hou
Den nye færge M/F Samsø er nu officielt indsat på ruten mellem Sælvig og Hou.
Allerede søndag var der snigpremiere på den nye færge, der har plads til 160 biler og 600 passagerer.
Det var dog først onsdag morgen, at Samsø Rederi sendte færgen ud Kattegat for at sejle i fast rutefart mellem Samsø og fastlandet. Det betyder, at den nu indgår i rederiets sejlplan.
M/F Samsø forlod havnen i Sælvig kl. 05.45 og lagde til kaj i Hou en time senere, kl. 6.45.
Dermed har den erstattet færgen Ane Læsø, der har været vikar på ruten de seneste måneder.
Se: BILLEDER: Se den nye færge
Samsø Rederi er ejet af Samsø Kommune. Premieren for M/F Samsø er blevet udskudt flere gange, efter at Samsø Kommune i oktober overtog driften af ruten mellem Sælvig og Hou.
I første omgang var det meningen, at M/F Samsø skulle sendes ud på Kattegat 1. november. Siden er premieren blevet udskudt flere gange, og der skulle altså gå mere end fire måneder, inden færgen kunne stævne ud.
M/F Samsø er bygget i Polen og sejler på naturgas.
TV 2 | ØSTJYLLAND var med, da M/F Samsø søndag havde snigpremiere på farvandet mellem Samsø og fastlandet. Se tv-indslaget fra snigpremieren her