Moderne kraftvarmeværk indviet
Rye Kraftvarmeværk etablerer nyt banebrydende energiprojekt
Danmarks første kraftvarmeværk, der fungerer med solvarme og jordvarme, indvies mandag i Østjylland.
Det er Rye Kraftvarmeværk, der nu afslutter etableringen af det nye banebrydende energiprojekt, som består af en kombination af et storskala solvarmeanlæg og et grundvandsvarmepumpeanlæg.
- Det her er en af de ting, der virkelig er noget potentiale i, i og med at når vi kører med vores grundvandskraftvarmeværk, så bruger vi el, og det vil typisk være vindmølleel, vi bruger, og anlægget er indrettet sådan, at når der er overskud af el, så kan vi køre på vores pumpe med billig el, siger bestyrelsesformand i Rye Kraftvarmeværk Søren Frandsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hele projektet er budgetteret til 16 milioner kroner og omfatter blandt andet et 2.400 kvadratmeter stort solvarmeanlæg.
- Det kommer forbrugerne til gode på den måde, at de får en billigere varmepris, siger Søren Frandsen.
Efter projektets indkøring forventes en årlig besparelse ved produktion af fjernvarme på cirka en million kroner. Det svarer til cirka 3.000 kroner pr. forbruger om året.
Hør Søren Frandsen fortælle mere om, hvordan kraftvarmeværket fungerer i videoen øverst på siden.