Oversigt: Her er flest ledige
Se her, hvordan din kommune klarer sig
Danmarks Statistik er netop kommet med de nyeste ledighedstal fordelt på landets kommuner.
Ser man nærmere på Østjylland, så klarer nogle kommuner sig langt bedre end andre-
Ifølge de nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik var bruttoledigheden i januar 4,9 procent på landsplan. Til sammenligning er 5,4 procent ledige på Samsø, mens kun 2,9 procent er ledige i Skanderborg.
- Vi har været i gang med en erhvervsstyrkelse i to år - faktisk den, man nu vil indføre på landsplan, og det har vi haft kolossal succes med. Vi er meget opsøgende i forhold til store og mellemstore virksomheder. For det kan være en stor opgave at søge medarbejdere og lave stillingsopslag, så det hjælper vi med, og inden for 24 timer stiller vi med en person, der kan overtage arbejdet, siger borgmester i Skanderborg Kommune Jørgen Gaarde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han glæder sig over at være borgmester i den kommune i Østjylland, der har den laveste ledighed:
- Det er vi rigtig glade for. Vi har ligget i top i flere år, og vi skal fortsætte med det, vi gør. Det er utrolig vigtigt at være aktiv fra dag et, hvor en person er ledig, så er erfaringen, at man får dem hurtigere i job, siger Jørgen Gaarde.
Se ledigheden i din kommune
Herunder kan du se, hvordan det står til med ledigheden i netop din kommune. Tallet til venstre er kommunens placering på landsplan:
21. Samsø: 5,4 procent
34. Randers: 5,0 procent
35. Aarhus: 5,0 procent
46. Norddjurs: 4,7 procent
61. Horsens: 4,3 procent
67. Silkeborg: 4,1 procent
75. Syddjurs: 3,8 procent
86. Favrskov: 3,3 procent
93. Odder: 3,0 procent
96. Skanderborg: 2,9 procent
Bruttoledigheden på landsplan kan være under- eller overvurderet med op til 700 fuldtidsmodtagere.