Syv klip til hjemmehjælp
Klippekort til hjemmepleje på vej ud til cirka 100 borgere i Skanderborg Kommune
Skanderborg Kommune har valgt at bruge en del af den såkaldte ældre-milliard på et klippekort til den del af kommunens ældre borgere, som er mest afhængige af hjemmepleje. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kortet giver en halv times ekstra hjemmepleje om ugen, og det kan bruges helt efter eget ønske.
- Den helt grundlæggende idé med klippekortet er at give den enkelte borger mere frihed til at fortsætte med at gøre de ting, der betyder noget i hverdagen, fortæller formand for socialudvalget Christina Bottke (V).
Den ekstra halvetime kan bruges til aktiviteter i og udenfor hjemmet som madlavning, højtlæsning, gåture eller indkøb. Aktiviteter, som de ældre ikke tidligere har fået hjælp til - eller den kan spares op, så klippene kan bruges til familiebesøg eller andet.
I år har Skanderborg Kommune mulighed for at bruge 644.000 kroner på kortet, mens der i 2016 er afsat 1.287.000 kroner.
Klippekortet sendes til de borgere, som i forvejen modtager mere end 6,5 timer hjemmepleje om ugen.
Klippekortet lander i postkassen hos cirka 100 ældre i løbet af uge 10.