Øver sig i plan B
AC Horsens tester nyt system frem mod forårssæsonen
AC Horsens med træner Bo Henriksen i spidsen er ved at gøre sig klar til foråret i NordicBet Ligaen, og her tester holdet en alternativ opstilling i forhold til det vante system.
Forsvarsspiller Jacob Berthelsen mener, at det er godt, at holdet har brugt tid i vinterpausen på at lære en ny formation at kende.
- Først og fremmest har vi fået en masse meter i benene, og vi har brugt en del tid på at teste 3-4-3-formationen. Hvis vi står i en kamp i 1. Division, hvor vores plan A ikke fungerer, så synes jeg, det er super fint, at vi også har en plan B at falde tilbage på. Selvfølgelig er der nogle ting i 3-4-3-formationen, som vi skal have endnu mere ind på rygraden, men det skal nok komme, siger Jacob Berthelsen til klubbens hjemmeside.
AC Horsens overvintrer på femtepladsen i NordicBet Ligaen 14 point efter Lyngby og Viborg, som ligger på de to oprykningspladser.
Se: AC Horsens har fundet ny boss
Holdet tager hul på foråret den 15. marts, hvor modstanderen er FC Roskilde, men inden da venter en træningslejr og to testkampe.
- Vi skal finpudse alle de taktiske ting under træningslejren. Fysisk bliver det ikke så hårdt. Mentalt bliver det derimod meget hårdere, fordi vi skal igennem hele den taktiske palet, så alle kender deres roller ud og ind. I de to sidste træningskampe mod Odder og Vejle skal vi bevise, at alt det vi har arbejdet med har hjulpet os. Jeg synes, det hele tegner lovende. Alle i truppen er på vej i topform, siger Jacob Berthelsen.
Kampen mellem AC Horsens og FC Roskilde spilles den 15. marts klokken 15.00 på Casa Arena i Horsens.