Randers-kvinder videre i pokalen
Randers HK sendte Vendsyssel ud af pokalturneringen
Efter en turbulent periode for Randers HK med udskiftning på trænerposten og en række nederlag i ligaen, så var der tirsdag lidt opmuntring.
Randers HK var på besøg i Nordjylland, og her slog holdet Vendsyssel fra 1. division med 27-26, og dermed er kronjyderne videre i pokalturneringen.
Randers HK kom skidt fra start og var hurtigt bagud med tre mål, men holdet fik spillet sig op og kunne gå til pause med en føring på 14-12.
I anden halvleg bølgede kampen også frem og tilbage. Gæsterne fra Randers HK kom hurtigt foran med seks mål, men så svarede Vendsyssel igen, og fik halet ind på randrusianerne.
Randers HK vandt dog kampen med 27-26, og holdet kan dermed se frem til næste runde i pokalturneringen.
Næste opgave for Randers HK er i ligaen, hvor holdet på fredag møder Silkeborg-Voel KFUM på udebane. Den kamp spilles klokken 19.00.