Digter vinder 10.000 kroner
Skal sætte fokus på kærestevold
En klasse fra Silkeborg Produktionshøjskole blev mandag 10.000 kroner rigere.
Eleven Nina Emilie Hansen skrev det vindende digt om kærestevold til Socialministeriet, der har lavet en kreativ konkurrence, der skal sætte fokus på problemet.
- Vi vil gerne sige tusind tak for at vi vandt, og vi håber, digtet kan have en positiv indflydelse på folk i en svær situation, siger Nina Emilie Hansen.
Men det var ikke nemt at vinde førstepladsen. Ifølge digteren selv, fik hun en del hjælp af sine klassekammerater.
- Da jeg startede med at skrive digtet, havde jeg ingen anelse om, hvor det skulle hen, eller hvad det skulle handle om. Jeg fik skrevet fire eller fem halvfærdige digte og haikuer, inden jeg begynde på det endelige digt, fortæller hun.
Socialminister Manu Sareen (R) overrakte i mandags prisen til klassen.
Herunder kan du læse hele digtet "Alt jeg blev på grund af dig":
Jeg er blevet til linedanserinde
Hver dag er en balancegang
Tråden jeg går på er svær at finde
Dette er ikke en kærlighedssang
Jeg er blevet til hjertelæge
Forbinder selv mine egne sår
Men jeg skal dog aldrig klage
Så længe mit sølle hjerte slår
Jeg er blevet til psykolog
Har alle sanserne i sving
Dit sind i min favn jeg tog
Forseglet med en bryllupsring
Jeg er blevet til skuespiller
Bærer altid glædens maske
Indtil døden os to skiller
Kærligheden bliver til aske
Jeg er blevet til skraldemand
Der fjerner knuste glas og skår
Når du mister din forstand
Føles minutterne som år
Jeg er blevet til diplomat
Prøver ikke at skabe konflikter
Men ord fra dig er en granat
Og mit forsvar mod dig svigter
Jeg er blevet til forfatter
Digter snart tusind løgne
Gemmes bag en falsk latter
Sandheden findes i mine øjne
Dagen kom da jeg blev din
Og drømmen om os bristede
Jobbene blev min medicin
For glæden jeg mistede