På udkig efter havørnen
Fuglekiggere samlet ved Mossø for at få et glimt af havørnen
I går, søndag, var det Ørnens Dag. Derfor var der en ekstragod anledning til at kigge på fugle.
I den anledning havde Dansk Ornitologisk Forening inviteret til fuglekigning på breden af Mossø ved Gl. Rye.
Flere hundrede var mødt op, og interessen for at se himlens majestæter var stor.
En af dem, der var mødt op, var 8-årige Bertil Skaarenborg:
- De er seje. Jeg synes, det er fedt, at de har så lange kløer, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Havørnen var en almindelig ynglefugl i 1800-tallet, men fuglen blev udryddet omkring år 1900. Men i 1990'erne genindvandrede den, og nu har den gode vilkår.
- Det står fantastisk godt til med ørnen - den er virkelig genindvandret i Danmark. Der er pænt mange ørne her i Danmark nu, siger ringmærker Kim Skelmose.
Havørne er monogame og bliver sammen hele livet, de kan blive 30 år gamle, og så er de store - de kan blive hele 2 meter og 40 cm i vingefang.
Tag med på udkig efter havørnen i videoen øverst på siden.